-
Nu sætter lufthavnen dato på, hvornår computere og væsker kan blive i tasken
Источник: BDK Finans / 09 ноя 2024 10:56:59 America/New_York
Den langsommelige og besværlige proces i Københavns Lufthavns sikkerhedskontrol vil snart blive nemmere. Om halvandet år er det slut med at tage væsker og computere op af tasken. Det vil betyde en langt hurtigere og mere smidig proces gennem sikkerhedskontrollen, fortæller Københavns Lufthavns administrerende direktør, Christian Poulsen. »Der kommer nu en periode med en del byggerod. Vi flytter i første omgang de gamle scannere gradvist ud og vil åbne nye scannere inden for det næste år til halvandet, og herefter skal passagererne ikke længere have væsker og computere op af taskerne,« siger Christian Poulsen. Lufthavnen har i en periode testet nye systemer, og flere passagerer har allerede stiftet bekendtskab med den hurtigere gennemgang. Forsøgene har vist sig effektive, og inden for de næste 18 måneder vil alle rejsende få en nemmere og hurtigere oplevelse i sikkerhedskontrollen. Lige nu tester lufthavnen de nye systemer, og forventningen er, at en del af passagererne fra 2025 vil kunne benytte de nye og hurtigere gennemgange. Fra 2026 vil hele systemet være klar, og alle rejsende vil benytte de nye scannere. »Vi har nu efter mange måneder fundet den rigtige løsning, og derfor kan man beholde væsker og computere i taskerne. Det betyder, at det hele kommer til at gå meget hurtigere, når det er færdigt,« siger Christian Poulsen. Årtier med besvær Beslutningen om at lade passagerne slippe for at tage væsker og elektronik op af bagagen er et af de første skridt i mange år i retning af at gøre flyrejsen nemmere. Der er ellers i årtier blevet indført stadig flere regler, når flyrejsende skulle gennem sikkerhedskontrollen. Helt op til 1970erne kunne det lade sig gøre at flyve, uden at passagererne skulle gennem sikkerhedskontrol i lufthavnen. Men en række flykapringer op gennem dét årti førte til strammere kontrol. Det var dog først efter terrorangrebene 11. september 2001 på USA, at der for alvor blev indført væsentligt mere omfattende sikkerhedsforanstaltninger i lufthavne overalt på kloden. De regler blev yderligere skærpet, da myndighederne i 2006 afslørede et forsøg på at medbringe flydende eksplosiver på op mod ti fly mellem Storbritannien og USA og Canada. Det betød, at det ikke længere var tilladt at medbringe væsker – bortset fra babymad og særlig medicin. De nye scannere betyder, at flere passagerer kan blive kontrolleret i forhold til tidligere »Kapaciteten pr. spor vil blive det dobbelte, men det kræver noget af passagererne. Lige nu har vi mange eksempler på, at nogen misforstår processen,« siger Christian Poulsen. Han understreger, at lufthavnen skal gøre sig umage med at forklare procedurerne. For det første, fordi der i en periode vil være to systemer. For det andet, fordi passagererne både kan komme fra lufthavne, som har de nye systemer, og fra lufthavne, hvor passagererne stadig skal have computere og væsker op af bagagen. »Vi får i en periode to processer, og det skal vi forsøge at kommunikere tydeligt omkring. Samtidig kommer passagerne fra forskellige lufthavne, hvor man nogle steder kan gå lige igennem, mens man andre steder skal tage computeren op,« siger Christian Poulsen. Klar kommunikation Han fortæller, at nogle passagerer gerne vil debattere processen med de ansatte i lufthavnen. »Vi oplever, at nogle har svært ved at forstå, hvorfor man nogle gange skal have tingene op af tasken. Det er der nogle, som begynder at diskutere, og så stopper det hele lidt op, og derfor skal vi kommunikere meget tydeligt om det,« siger Christian Poulsen. Københavns Lufthavn kommer til at benytte en ny 3D-teknologi, der betyder, at genstande ikke skygger for hinanden, når sikkerhedspersonalet gennemgår de rejsendes bagage. Den nye teknologi kan afgøre, hvilket materiale de enkelte genstande i passagerens taske er lavet af. Derfor kan man snart slippe for at tage både laptop og væske ud af håndbagagen. Christian Poulsen fortalte om de nye tiltag efter et regnskab tirsdag, som viste et overskud på mere end en halv milliard kroner i kvartalet hen over sommeren. Der var 3,2 millioner rejsende i juli, der blev den travleste måned nogensinde i lufthavnens 99-årige historie. »Rejselysten har næsten været ekstrem, og vi har haft tæt ved 23 millioner passagerer i de første ni måneder. Det er 12 procent flere end sidste år,« siger Christian Poulsen. Mange amerikanere i lufthavnen Fremgangen skyldes især danskere og sydsvenskere, som gerne vil på ferie. Samtidig ankommer der flere amerikanske turister til Danmark. I modsat retning trækker færre besøgende fra Kina, hvor rejselysten er hæmmet af forsigtige forbrugere og en rejserute, som er forlænget på grund af krigen i Ukraine. Samtidig er der også færre forretningsrejsende efter coronapandemien. Lufthavnen regner med, at der samlet vil være 29,8 millioner passagerer i 2024 – blot en anelse fra alle tiders rekord på 30,2 millioner, som blev sat i 2019, og lige inden coronatiden rev tæppet væk under luftfartsbranchen. »Vi kommer ikke til at slå tallet for 2019, selvom vi er tæt på. Vi håber, at vi kommer til at gøre det næste år,« siger Christian Poulsen. I toppen over de mest populære lande ligger Storbritannien på en førsteplads med 760.000 rejsende i juli, august og september. Størst fremgang i antallet af passagerer er der på ruterne til og fra Italien. I tredje kvartal rejste 620.000 passagerer mellem København og Italien, hvilket er en stigning på 31 procent sammenlignet med sidste år. https://www.berlingske.dk/virksomheder/nu-saetter-lufthavnen-dato-paa-hvornaar-computere-og-vaesker-kan